Mongolsk dans: biyelgee og deelen

Dans skabt til et lille rum

Biyelgee er den dans, som UNESCO kalder den oprindelige stamform for mongolske nationaldanse. Den stammer fra nomadelivet og er typisk begrænset til det lille rum inde i geren, hvor den udføres halvt siddende eller med krydsede ben. Det former alt ved den. Fordi der ikke er plads til at bevæge sig rundt, bruger danserne hånd-, skulder- og benbevægelser, og overkroppen gør det meste af arbejdet. Når du ser mongolske dansere på en stor scene, så læg mærke til det overkropsvokabular, der ligger under de større bevægelser.

Hvad hænderne og skuldrene fortæller

Bevægelserne udtrykker dagliglivet. UNESCO nævner husligt arbejde, skikke og traditioner samt åndelige træk knyttet til forskellige etniske grupper, og andre beretninger nævner malkning, madlavning og jagt. Biyelgee-dansere bærer tøj og smykker med farver, mønstre og broderier, der er særlige for deres folk og samfund. Dansene spiller en rolle ved familie- og fællesskabsbegivenheder som fester, fejringer og bryllupper, og de understreger familiens enhed og forståelsen mellem Mongoliets etniske grupper.

Hvert folk danser sin egen

Der findes ikke én biyelgee. UNESCO placerer dansen hos udøvere fra flere etniske grupper i provinserne Khovd og Uvs, og hver gruppe har sin egen form. Bayid danser med knæene bøjet udad og balancerer krus med syrnet hoppemælk på dem, mens Dörvöd balancerer sådanne krus på hovedet og hænderne. Zakhchin sidder på hug og læner sig fremad, og Buryat danser i en cirkel og bevæger sig altid i solens retning. Kostume og gestik fortæller dig, hvilken tradition du ser.

• Bayid: knæ bøjet udad, et krus airag balanceret på dem
• Dörvöd: krus balanceret på hovedet og hænderne
• Zakhchin: dansere sidder på hug med kroppen lænet fremad
• Buryat: en runddans, der følger solen

Musik til den

Det sædvanlige akkompagnement er tovshuur, en knipset lut, morin khuur og ikhel, nogle gange med andre instrumenter. Nogle danse, som den buryatiske yohor, danses udelukkende til stemmer. I det vestlige Mongoliet akkompagnerer morin khuur også en dans i tredelt takt, der minder lidt om en vals, med bevægelser der efterligner en nomadefamilies daglige gøremål.

Hvorfor UNESCO opfører den som truet

Biyelgee står på UNESCOs liste over kulturarv, der kræver akut beskyttelse, indskrevet i 2009. Begrundelserne er klare: de fleste, der fører dansen videre, er ældre, og deres antal falder, og der er få repræsentanter tilbage for de forskellige gruppers særprægede former. Traditionelt læres dansen gennem mesterlære eller derhjemme, inden for en familie, klan eller et nabolag. Et sceneprogram holder dens udtryk i live, men kan ikke erstatte den overlevering.

Hvad en deel er

Deelen er det traditionelle mongolske klædningsstykke, lavet af bomuld, silke, uld eller brokade. Den har ingen knapper ned ad midten; siderne trækkes hen over kroppen, hvor venstre flip dækker højre og lukkes med spænder på højre side. Et stort bælte, som regel af silke, bæres om livet, og rummet mellem flipperne over bæltet danner en stor lomme. Både mænd og kvinder bærer den. Ceremonielle deeler til bryllupper og højtider har yderlag af silke.

Sådan læser du dragterne

Deeler varierer mellem folk og perioder. Khalkha-deelen har runde kanter ved bryståbningen, og den buryatiske deel har firkantede. De findes i mange farver, oftest blå, oliven eller bordeaux. I en sal skal du lægge mærke til kraven, rækken af spænder på højre side og bæltet. Intet behøver at læres udenad, men én detalje, du bemærker, gør hele dragten lettere at aflæse.

Hvor kontortionisme passer ind

Et sceneshow, der blander dans og kontortionisme, følger en mongolsk tradition. Beretninger om mongolsk kontortionisme forbinder den med dans og med buddhistisk træning af krop og sind, og Mongolian State Circus har været hovedvejen til professionel træning. Dets historie fortælles på forskellige måder, så denne guide angiver ingen dato for det. Det, du ser på scenen, er resultatet: styrke og smidighed sat op mod musik, der ofte bevæger sig langsomt.