Urtiin duu: den mongolske lange sang

En sang trukket ud

Navnet henviser til længde, men det beskriver måden, en sang synges på, mere end hvor længe den varer. Hver stavelse i teksten holdes i lang tid, så en fire minutters sang kan indeholde kun omkring ti ord. Tempoet er langsomt, intervallerne er brede, og der er ingen fast rytme. Manglen på et stabilt beat er det første, man bemærker; melodien driver og svulmer.

En af to store sangformer

UNESCO kalder urtiin duu for en af de to store former for mongolsk sang. Den anden er den korte sang, bogino duu. Som en rituel udtryksform forbundet med vigtige fejringer og festligheder spiller den lange sang en særlig og æret rolle i det mongolske samfund, siger UNESCO. Et program, der inkluderer en, giver dig den form, som mongolerne selv forbinder med ceremoni.

Ornament og rækkevidde

UNESCO beskriver den lange sang som en lyrisk sang, præget af en overflod af ornamenter, falset, et ekstremt bredt vokalområde og en fri kompositionsform. Den stigende melodi er langsom og stabil, mens den faldende melodi ofte skæres igennem af en livlig rytme. Et navngivet ornament er shuranhai: vedvarende toner med en dyb vibrato på vokalerne. Sammen gør disse træk den lange sang til en af de mest genkendelige lyde i mongolsk musik.

Når den synges

Den lange sang hører til særlige lejligheder, ikke til radioen. UNESCO nævner bryllupper, indvielsen af et nyt hjem, et barns fødsel og mærkningen af føl blandt de begivenheder, hvor nomadefællesskaber fremfører den. Den kan også høres ved Naadam, festivalen for brydning, bueskydning og hestevæddeløb. Denne forbindelse til vendepunkter er med til at forklare, hvorfor en lang sang kan lyde alvorlig: den markerer et øjeblik, og længden af hver frase giver øjeblikket plads.

Tre navngivne stilarter

Sangere beskriver lange sange i tre stilarter, kaldet besreg, suman og aizam, omtrent "mol", "almindelig" og "dur" eller majestætisk. De beskriver fremførelsesteknik og karakter, ikke længden af en sang. Aizam-sange indleder ceremonier og fester og udfordrer både sangeren og violinspilleren. Programmer skifter, så ingen kan love et bestemt stykke på en bestemt dato.

Hvem spiller med

I det østlige Mongoliet synges en lang sang normalt med morin khuur og nogle gange med en gammel fløjte kaldet limbe. Oirat-grupper i vest synger typisk uden akkompagnement eller med igil, et strygeinstrument beslægtet med violinen. En sanger, der holder en tone længst, vurderes højest, og teksterne spænder fra filosofiske og religiøse til romantiske og festlige, ofte med heste som et tilbagevendende symbol.

Læs næste: Morin khuur: hestehovedviolinen

Hvor gammel, og hvor skrøbelig

UNESCO mener, at den lange sang efter al sandsynlighed opstod for 2.000 år siden, og at den har været nedskrevet i litterære værker siden det trettende århundrede. Mange regionale stilarter overlever. Men siden 1950'erne har urbanisering og industrialisering skubbet nomadelivet til side, og flere steder er græsland blevet til ørken, så mange familier har slået sig ned. Klassiske temaer som lovprisning af nomadernes dyder mister relevans. UNESCO indskrev den lange sang i 2008 som en fælles arv for Mongoliet og Kina.

De længste sange

Nogle lange sange er monumentale. Uvgin shuvuu khoyor, også kaldet Jargaltain delger, kan vare op til tre timer, når alle 32 strofer synges. Et sceneprogram giver dig ikke det, og en sang i et blandet show er et enkelt stykke på få minutter. Men eksistensen af sådanne sange viser, hvor langt formen kan strække sig, og hvorfor et par minutter med lang sang på en scene kun er et udsnit af den.

At lytte i salen

Modstå trangen til at vente på, at melodien falder på plads. Lad den første lange tone bære dig et stykke tid, læg mærke til, hvor stemmen springer opad, og lyt efter den udsmykning, der pryder linjen, før den falder. Hvis en violin slutter sig til, så følg, hvordan spilleren ekkoer stemmen. Pointen er ikke at fange hvert ord, men at mærke tempoet i en sang skabt til åbent land. Giv den et minut, før du dømmer den.